Din arbejdsgiver kan ikke umiddelbart tvinge dig til at blive vaccineret mod COVID-19. Spørgsmålet er imidlertid, hvilke konsekvenser det kan have for dig, hvis du nægter at lade dig vaccinere på trods af din arbejdsgivers opfordring hertil. Kan det i sidste ende koste dig jobbet?

Mange danske lønmodtagere er efterhånden i større eller mindre grad vendt tilbage til deres arbejdsplads efter en længere tid med hjemmearbejde, og der er ingen tvivl om, at muligheden for vaccinationer har været en central faktor i genåbningen af samfundet. I skrivende stund viser tal fra Statens Serum Institut, at 76,3 % af danskere har påbegyndt vaccination mod COVID-19. Selvom Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver vaccineret mod COVID-19, er det imidlertid frivilligt, om man vil tage imod tilbuddet eller ej.

I forlængelse heraf, har Maskinmestrenes Forening fået flere henvendelser fra maskinmestre, som ønsker at høre mere om, hvad man som arbejdsgiver kan kræve i forhold til vaccination af virksomhedens ansatte og om det i sidste ende kan have ansættelsesretlige konsekvenser, når man som ansat ikke ønsker at lade sig vaccinere.

Kan min arbejdsgiver kræve, at jeg bliver vaccineret?
Arbejdsgivere er efter arbejdsmiljøloven forpligtet til at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Det betyder bl.a. at arbejdsgivere skal forsøge at undgå, at COVID-19-virussen spredes på arbejdspladsen. Derudover har arbejdsgivere også en ren økonomisk interesse i at undgå smitte på arbejdspladsen. Der er imidlertid ikke på nuværende tidspunkt en lovgivning, der giver arbejdsgivere ret til at kræve, at du, som medarbejder, bliver vaccineret mod COVID-19.

Spørgsmålet om, hvorvidt en arbejdsgiver kan kræve en medarbejder vaccineret, skal derfor afgøres på baggrund af arbejdsgiverens ledelsesret. En vaccination er et invasivt indgreb i kroppen, og dermed et særdeles betydeligt indgreb i medarbejderens privatsfære. Et pålæg om, at en medarbejder skal vaccineres, må derfor kun antages at være retmæssigt efter ledelsesretten, hvis overordentligt tungtvejende grunde taler herfor.

Det klare udgangspunkt må derfor være, at en arbejdsgiver ikke kan kræve af sine medarbejdere, at de lader sig vaccinere. Hvis din arbejdsgiver opfordrer dig til at blive vaccineret, eller ligefrem stiller dette som et krav for, at du kan fortsætte din ansættelse, da vil du som udgangspunkt være berettiget til at afslå. Det vil imidlertid i sidste ende bero på en konkret vurdering.

Kan jeg blive fyret, hvis ikke jeg vil vaccineres?
Som udgangspunkt kan du ikke blive opsagt med begrundelse i, at du ikke ønsker at blive vaccineret. Kun i helt særlige situationer, hvor det ikke er muligt at udføre dit arbejde uden vaccination, kan det i sidste ende have ansættelsesretlige konsekvenser for dig, hvis du fortsat nægter vaccinen.

For maskinmestres vedkommende, er det særligt rejsende medarbejdere og søfarende, som vil kunne risikere, at deres arbejdsopgaver bliver påvirket af deres valg om, ikke at være vaccineret. COVID-19 er et globalt problem, og der er stadig stor forskel på, hvordan forskellige lande og områder er påvirket af epidemien, samt hvilke regelsæt og foranstaltninger, som er indført i forsøget på at bekæmpe smittespredningen. Derfor er der eksempelvis lande, der stiller krav om, at man er vaccineret, før man kan foretage indrejse over landets grænser.

Hvis dit arbejde består i at rejse til lande, som kræver vaccination, vil det som udgangspunkt ikke være muligt at udføre dine arbejdsopgaver uden vaccination. I et sådan tilfælde er det godt at have en dialog med din arbejdsgiver om, hvorvidt der er andet arbejde inden for arbejdsområdet, som du kan omplaceres til eller andre måder at udføre dit arbejde på. Hvis et sådant arbejde ikke findes, kan din arbejdsgiver dog i sidste ende være nødsaget til at afskedige dig, da der ikke er arbejde i virksomheden, som du kan udføre. Det vil imidlertid altid være en konkret vurdering, om en opsigelse af en sådan karakter er saglig.

Skal jeg oplyse, om jeg er vaccineret?
Efter helbredsoplysningsloven må arbejdsgiver alene spørge ind til dit helbred, når det har væsentlig betydning for udførelsen af dit arbejde. Som udgangspunkt har din arbejdsgiver derfor ikke krav på at få oplyst, om du er vaccineret mod COVID-19 eller ej. Som du kan læse ovenfor, kan der imidlertid opstå situationer, hvor det er nødvendigt for arbejdsgiver at vide, om du er vaccineret, hvorefter han i så fald kan kræve det oplyst.

Skulle ovenstående give anledning til bemærkninger, eller har du i øvrigt spørgsmål til hjemmearbejde, så anbefaler vi, at du kontakter vores Arbejdsmarkedsafdeling

Skrevet af juridisk konsulent Kristine Maria Kramer